Velkommen
Gode historier
Etisk kodeks
Grupperne
Forældrerådet
Traditioner
Politikker
Nøglepersoner
Tilkaldevikarer
Relevante link
Sitemap
Kontakt
Find os


        Billedpolitik


Velkommen

Svanehuset er beliggende centralt på det tidligere Øresundshospital på Østerbro – og er oprettet efter servicelovens § 67 stk.2 under Københavns Kommunes Socialforvaltning.

Svanehuset er normeret til 26 børn.

Svanehusets målgruppe er udviklingshæmmede børn og unge i alderen 0-18 år. Børnene er nogle gange børnepsykiatrisk undersøgte før henvisning, men ikke altid. Nogle af børnene har diagnoser indenfor det autistiske spektrum (enten infantil autisme eller atypisk autisme). Nogle af børnene har diagnoser/vanskeligheder som f.eks. indlæringsforstyrrelser, generelle udviklingsforstyrrelser, opmærksomhedsforstyrrelser, tics og Tourettes syndrom, angsttilstande, tvangstilstande m.v. Der er børn med diverse syndromer (Downs syndrom; cri du chat syndrom). Der er børn med cerebral parese og andre fysiske og/eller sensoriske funktionsnedsættelser.

Svanehuset er den eneste døgninstitution i CBH, der kan rumme børn med svære fysiske funktionsnedsættelser pga. de gode adgangsmuligheder (få trapper + elevator) og de fysiske hjælpemidler (loftlifte, hæve/sænke-brikse osv.).

Der arbejdes i alle grupperne mod en større grad af selvhjulpenhed, men mange af børnene er anbragt med forventning om at skulle bo på institution barnealderen ud. I nogle tilfælde kan der ske flytninger til mere selvstændig boform – enten ved intern flytning, hjemgivelse eller flytning til opholdssted/plejefamilie. Hovedparten af børnene fra Svanehusets målgruppe vil som voksne skulle tilbydes bolig på et voksen botilbud.

Svanehusets opgave er at yde kvalificeret støtte til børnene/de unge og deres familier, når familien - af den ene eller anden grund - ikke længere ser sig i stand til selv at klare opgaven.

Arbejdet omkring barnet foregår derfor også i tæt samarbejde med familien.

Alle børn/unge i Svanehuset har eget personligt indrettet værelse.

I Svanehuset ser vi det som vores opgave at finde og udvikle de kompetencer, barnet har – at yde den behandling der understøtter, at barnet udvikler sit potentiale.

Svanehuset bygger på det værdigrundlag, forældre og medarbejdere udarbejdede i 1998, da institutionen blev etableret.

v Åbenhed er den måde vi møder hinanden på, 
     i dialog - med den fornødne respekt og accept
     af hinandens forskellighed.

v Børnenes liv i Svanehuset er en balance mellem
     behandling, udvikling og hjem.

v Børnene skal behandles individuelt.

v Vi skal have fokus på medarbejdernes faglige og
     personlige kompetencer.


Vi definerer opgaven på følgende måde:

Ud fra vores faglige viden, holdninger og menneskesyn forholder vi os i det daglige arbejde bevidst og målrettet i forhold til de fastlagte fælles retningslinier for barnet.
Disse retningslinier bestemmes i samarbejde med familien og ud fra kendskabet til den enkeltes kompetencer og ressourcer, ud fra den generelle viden vi har om barnets handicaps samt ud fra en realistisk vurdering af, hvad vi kan tilbyde med de ressourcer, vi råder over i Svanehuset.

Behandlingen er primært orienteret mod fremtiden, således at vi – så vidt det er muligt – finder barnets styrker og udvikler dets iboende egenskaber og kompetencer. Kompetencer der bedst muligt ruster barnet til det liv, det tegner til at få.

I arbejdet med at mestre eget liv lægger vi vægt på at udvikle barnets mulighed for at kommunikere, for på den måde at øge graden af selvbestemmelse og indflydelse på eget liv. En balance mellem personlig frihed og den ramme og struktur vi skaber for barnet, og som det kan forventes at komme til at leve i.

De mål der opstilles for behandlingen af barnet, stilles på den årlige konference i samarbejde med forældre, skole og daginstitution - og på baggrund af barnets øjeblikkelige situation.

Vi tilstræber generelt at gøre behandlingen person uafhængig, således at det ikke er den personlige relation, der muliggør eller definerer behandlingens indhold eller succes.

De personlige relationer barnet har, er på mange andre måder underliggende i samværet mellem barnet og den enkelte medarbejder i Svanehuset, hvor relationerne ses som et brugbart udgangspunkt for god kommunikation og tilknytning.


Etisk kodeks

Ledere og medarbejdere fra Københavns Kommunes dag- og botilbud for handicappede har i samarbejde med kursus- og konsulentvirksomheden Etikos udarbejdet et etisk kodeks, som skal ses som en fælles handlingsramme.

Læs mere>>>


















Link til

Københavns Kommune

Svanehuset, Carl Nielsens Allé 39A, 2100 København Ø - Tlf.: 39 29 46 46 - Fax: 39 20 37 11 - E-mail: svanehuset@sof.kk.dk

Brugervenligt cms